""

litteraTUREN GÅR TIL: En lejlighed i en lille svensk by, som i hvert fald ikke er Stockholm!

26.07.21
Tag med til en ikke helt almindelig lejlighedsfremvisning. Du bliver nemlig en del af et gidseldrama - men ikke sådan et normalt krimi-gidseldrama. Lejligheden er nemlig fyldt med plyskaniner, knuste hjerter, misforståelser og svære livshistorier, der langsomt kommer op til overfladen. En morsom, smuk og spændende rejse!

Rejsemål

En lejlighed i en lille svensk by, som i hvert fald ikke er Stockholm. Stockholm er nemlig noget værre, moderne storbypjank.

Overnatning

Tag dig en lur i lejlighedens klædeskab, hvis du ellers kan finde ro blandt alle skænderierne blandt dine med-gidsler.

Fly og transport

Bliv hentet i politibil af byens to eneste betjente.

Mad og drikke

Der bliver bestilt pizzaer, og der er vin at finde i et hemmeligt rum bagerst i klædeskabet.

Seværdigheder

Den store bro over vandet, som ses fra lejlighedens altan. Noget skete nemlig på den bro for 10 år siden, som binder alle gidslernes livshistorier sammen.  

Vind og vejr

Det er en kold decemberdag, men du er heldigvis fanget indendøre.

Steder at gå ud

Ikke mange, men der opstår en fest for særligt indviede bag habitjakkerne i garderobeskabet. Her må man også ryge.

Grønne områder

Altanen med udsigt til broen er et godt sted at klare tankerne.

Lokalt dyreliv

En mand med et lyserødt kaninkostume i plys er det tætteste vi kommer på lokalt dyreliv. Han er til gengæld et interessant bekendtskab.

Ting du bør tage med

Er du politibetjent, gør du klogt i at medbringe en opslagsbog om gidselforhandlinger – ellers bliver du måske nødt til at ringe efter forstærkning hos stockholmerne. Og det vil du meget nødigt.

Sådan kommer du rundt

Der er meget på spil for alle involverede i gidseldramaet, så du gør klogt i at træde varsomt og finde din diplomatiske side frem.

Miniparlør

Stockholmere = I bund og grund alle, som ikke kommer fra en lille by. Stockholmere er moderne, kække og smart i en fart, og det er IKKE noget at stræbe efter.

Godt at vide

Alle mennesker gemmer på en historie, du ikke kender. Angst kan tage mange former og få mennesker til at gøre de skøreste ting. Måske du også selv kunne finde på at gøre noget virkelig skørt og ulovligt, hvis det kunne beskytte dem, du holder af?

Oplev også

At finde nye venner for livet blandt dine med-gidsler.

Shopping

Et af gidslerne har besøgt samtlige IKEA-butikker i hele Sverige.

Lokalbefolkning

En røver med en måske-ægte pistol og en sørgelig historie at fortælle, en højgravid og sulten kvinde, en IKEA-entusiast, en mand i et kaninkostume og to meget forskellige politimænd udgør den noget brogede lokalbefolkning.

'Folk med angst' af Fredrik Backman kan låne på biblioteket.

Materialer