
litteraTUREN GÅR TIL: Nutidens USA med race- og klasseskel
Rejsemål |
Philadelphia, USA. Med smutture til New York samt en rigmandsvilla og William Massey High school i Allentown, Pennsylvania. |
Overnatning |
Vælg mellem en stor komfortabel villa fyldt med smagfuld luksus eller den lille slidte delelejlighed 5B i Kensington kvarteret. |
Fly og transport |
Vi kører rundt med Uber. Smutture til New York eller Allentown med fly. |
Mad og drikke |
Massere af drinks (få helst veninderne til at give omgange, så rækker de små midler længere), men pas på supermarkedet ’Market Depot’ med deres fristende udvalg af nødder. |
Seværdigheder |
Hundeparade med Halloweentema, hvor du kan nyde et optog af udklædte hunde. House of Tea, hvor du kan dufte til hundredvis af teer fra hele verden eller rent faktisk nyde en kop dampende varm te. Adventure Aquarium i Camden, New Jersey, hvor hajer, flodheste, pingviner og skildpadder kan opleves. |
Vind og vejr |
Pas på, voldsomt snefald kan aflyse fly. |
Steder at gå ud |
Luca’s eller Tropicana 187. Sidstnævnte har to for én pigeaftenstilbud, øl til tre dollars og Palomas til seks dollars. God opvarmning til bytur i Shaunies lejlighed. |
Grønne områder |
Torvemarked ved Clyde Park og kælketure i en af parkerne. |
Lokalt dyreliv |
Gå ikke glip af hundeparaden (se under Seværdigheder). |
Ting du bør tage med |
Høretelefoner og playliste (med navne som Drake, J.Cole, Tyga, Big Sean og Travis Scott), leggings, hvid polo med ’HunHarOrdet’ broderet på brystlommen, kropsnære kjoler/nederdele og stilethæle. |
Sådan kommer du rundt |
I en Uber. Husk afskedsreplikken: ”Må jeg bede om en Uber og en snack”. |
Miniparlør |
”Du sender bare en mail, kammerat” = Betyder noget i retning af: Jeg er for kostbar til at give dig mit telefonnummer. ”Det er ikke postbuddet” = Den sikkerhedsvagt ser ikke fredelig ud. ”Ayyeee” = Udtryk for triumf, f.eks. hvis man scorer nyt job eller fyr. |
Godt at vide |
Hold dig væk fra supermarkedet Market Depot, med mindre du er fuldstændig lyshudet, især hvis du følges med en lille hvid pige. Medierne spiller en rolle; delte videoer på sociale medier samt Philadelphias lokale nyhedsudsendelse WNFT. Vær opmærksom på, hvor du tjekker din mail, og at du sletter alle digitale fodspor. |
Oplev også |
Den nysgerrige lille pige Briar, som tørster efter opmærksomhed. Hvide, velhavende Alix Chamberlain med hendes selvsikre venindeflok, som ikke er blege for at invadere dit privatliv med det mål at hjælpe dig frem i verden. En virkelig kikset Thanksgiving middag i det snedækkede Philadelphia, som bringer gamle komplicerede relationer i spil. |
Shopping |
Alle andre steder end Market Depot. |
Lokalbefolkning |
Vær på vagt, det kan være svært at gennemskue, hvordan de race- og klassemæssige skel påvirker den enkeltes handlinger. |
'En skøn alder' af Kiley Reid kan lånes på biblioteket eller som ebog på engelsk.