""

litteraTUREN GÅR TIL: En japansk døgnkiosk

08.06.20
Kom helt ind under huden på det japanske samfund med social outsider, singlekvinde og kioskløsarbejder Keiko. En stille, satirisk og tankevækkende rejse, der sætter spor.

Rejsemål

Døgnkiosken Smile Mark ved Hiiromachi Station, Japan. Også kendt som ”det altid lysende akvarium” og ”den gennemsigtige glaskasse”.

Overnatning

Udfoldelig futonmadras eller badekarret i en lillebitte lejlighed med elendig udluftning.

Fly og transport

Tætpakket tog eller Metro.

Mad og drikke

Stram kost af boller, risboller, fastfood og flaskevand - alt sammen fra døgnkiosken, selvfølgelig. Din krop består nærmest kun af mad og drikke fra døgnkiosken.

Seværdigheder

Den søde døgnkiosklyd af dørklokkeklang, kundehæleklapren, ekspedienthilsner, reklamevideoer, stregkodebip, varebump og brødposeraslen.

Steder at gå ud

Hvorfor gå ud? Døgnkiosken har åbent hele døgnet.

Omgangsformer

Ret ryggen, buk og imødekom kundernes behov.

Ting du bør tage med

Butiksuniform og -manual.

Miniparlør

Irasshaimase = velkommen

ohayoo gozaimasu = godmorgen

arigatoo gozaimasu = mange tak

mochiron = så gerne 

onigiri = japansk risbolle

konbini = japansk døgnkiosk

Godt at vide

Din familie og to eneste veninder vil se skævt til, at du som 36-årig er singlekvinde og kioskløsarbejder.

Folk kan ikke lide, når du efterligner dem for meget for at passe ind.

Oplev også

At indgå i et platonisk forhold med en uduelig, semi-stalkende mand for at fremstå mere normal.

At vække dig selv midt om natten med et højlydt Irasshaimase.

At blive ét med døgnkiosken.

Shopping

Døgnkiosken har det hele.

Lokalbefolkning

Butikspersonale, stamkunder og den lejlighedsvise særling.

'Døgnkioskmennesket' af Sayaka Murata kan lånes på biblioteket, læses som ebog eller høres som lydbog.

Materialer