litteraTUREN GÅR TIL: En hensynsløs slavehandler
Rejsemål |
Velkommen til livet i slutningen af 1700-tallet, som det udfolder sig hos en fattig lærredskræmmer såvel som en velhavende tømmerhandler i København. Du kommer også forbi præsten Ludolf og doktor Hess i Åbenrå og med videre rundt i Europa, hvor der handles og satses stort. |
Overnatning |
Det sikreste er at bede om husly hos præsten Ludolf i Åbenrå, for han er en stabil og venlig mand, men du kan selvfølgelig også vælge at bo i familien Bargums store palæ i Amaliegade, så længe Bargum har medvind. |
Fly og transport |
På landjorden køres der med stadsvogn med hestespand, og til vands foregår transport med store handelsskibe. |
Mad og drikke |
På en dejlig udflugt til Dyrehaven medbringes æg, skinke, tvebakker, kringle, vin og spiritus i rigelige mængder. |
Seværdigheder |
Lige uden for Vesterport ved Kongevejen er Bargums landsted Forhåbningsholm et besøg værd med den smukke have - en fredfyldt pause fra det beskidte, ildelugtende København. |
Steder at gå ud |
Når et af Bargums store slaveskibe lægger til kaj i København, kan du være heldig at komme med ombord. I kaptajnens kahyt fejres med et godt måltid, at en skibsfuld slaver er blevet fragtet til Vestindien, og lasten nu er fuld af råsukker. |
Lokalt dyreliv |
I stalden kan du fodre en temperamentsfuld Hannoveraner hest med æbler. |
Ting du bør tage med |
En god dømmekraft og tøj til lidt af hvert. |
Sådan kommer du rundt |
På gåben eller med hestevogn. |
Miniparlør |
Blank = Mere eller mindre hvide mennesker i modsætning til farvede. Telluriet = En model af jorden med månen sværmende om sig. Dårekiste = En burlignende kiste med ribber, eller et aflukke af tømmer, hvori man indespærrede psykisk syge. Kroppen er en dårekiste = Man er spærret inde i en kiste, som føles mindre trang, hvis man accepterer sin skæbne; så føles éns livsvilkår mindre uretfærdige (ifølge Rebecca Bargum, som må acceptere de begrænsede muligheder, hun som kvinde har i 1790). |
Godt at vide |
Rebecca er din guide til begivenhedernes gang. Hun er Frederik Bargums datter, som blev efterladt som helt lille, da han flygtede fra Danmark. Det er hende, som inviterer dig ind i Bargums univers. Rebecca lever ydmygt som medhjælper hos den lokale læge Hess i Åbenrå, men hun er tynget af sin fars synder og bange for at have arvet hans rastløshed og dårlige dømmekraft. Tro ikke, at du kommer med på de store slaveskibe og oplever livet i plantagerne. Slavehandlen foregår på afstand af livet i København og resten af Europa. Der er fuld fart på Bargums idéer lige fra at starte en tobaksplantage til at sy krinolinekjoler af hvalbarder, så lad dig ikke rive med. Madam Gustmeyer, Bargums svigermor, bryder sig ikke om folk der fører sig frem, og hun er en magtfuld dame med mange penge, som ikke tilgiver en synd. |
Oplev også |
En barsk tid, hvor Leonora, Bargums hustru, efterlades alene med sorgen over to afdøde børn helt ude af stand til at tage sig af de to børn, hun senere føder. En meget sanselig rejse, hvor du virkelig føler dig hensat til en anden tid og møder en bred skare af folk, høj som lav, med hver deres ambitioner og moral. Et København, hvor der er landsteder lige udenfor voldene og gårde på Christianshavn og i Østergade. |
Shopping |
Der er smukke kjolestoffer, tobak, sukker, tømmer og chokolade i rigelige mængder hos de rige købmænd i København. |
Lokalbefolkning |
For denne tids handelsfolk, som Bargum, handler det om at tjene penge. Mennesker betragtes som en handelsvare på linje med tobak, sukker og krydderier, så du vil ikke møde nogen medfølelse for slaverne. |
’Bargums synder’ af Sofie Malmborg kan lånes på biblioteket eller som ebog og lydbog.