Klassebilleder må vises efter 20 år

10.11.22
Datatilsynet har lempet og specificeret reglerne for, hvornår billeder må vises.

I denne uge er Datatilsynet kommet med en længe ventet vejledning til lokalarkiverne. Her står - blandt meget andet - at gruppefotos som eksempelvis klassebilleder og konfirmationsbilleder nu må vises offentligt efter 20 år.

Indtil nu har der ikke været nogle specifikke tidsfrister for, hvornår man måtte vise billeder. Af forsigtighedshensyn har mange arkiver derfor ventet mindst 50 år med at offentliggøre billeder af personer, hvor de ikke havde tilladelse fra vedkommende selv. Konfirmationsbilleder har desuden talt som "følsomme persondata", fordi det viser de konfirmeredes religiøse tilhørsforhold. De har derfor ikke måttet vises før efter 75 år. 

Nu har Datatilsynet vurderet, at konfirmationsbilleder hører til almindelige gruppebilleder, og derfor også kan vises efter 20 år.