Hvad skal Rasmus fra voksenudlånet læse i sin sommerferie?

11.07.22
Op til sommerferien hjælper vi jer med at finde bøger til ferien, men her kan du se hvad Rasmus fra voksenudlånet selv skal læse i sin sommerferie.

”Her til sommer har jeg to digtsamlinger på min læseliste; Lana Del Reys ’Violet Bent Backwards Over the Grass’ og ’Falder for din hånd’ af Alexandra Moltke Johansen.

’Violet Bent Backwards…’ er på mange måder en litterær udvidelse af Lana Del Reys musikalske univers. En smuk, og meget konceptualiseret bog fyldt med skrivemaskinedigte og billeder fra Los Angeles og omegn.

’Jeg falder for din hånd’ er eksperimenterende, poetiske tekster, der hylder den sumeriske gudinde Inanna og hendes ypperstepræstinde Enheduanna.

Det er to meget forskellige, og på hver deres måde kraftfulde bøger, som jeg har kredset om længe og nu vil få læst.

Jeg vil også læse Vampyren af John Polidori, som for nyligt er udkommet i en flot udgave hos Escho i deres Udenlandsk Fugl-serie. Vampyren udkom oprindeligt i 1819, mange år før Bram Stokers Dracula, og er en klassiker inden for genren.

Jeg har en datter på tre år, som for tiden ikke kan få nok af de gode, gamle Find Holger-bøger. Desuden er den folkekære elefant Mimbo Jimbo og hans slæng af farverige karakterer et stort hit, så flere af de bøger skal vi læse sammen.”

 

- Rasmus, voksenudlånet

Materialer