Kender I Solsikkeprogrammet?

28.11.22
At leve med et usynligt handicap kan gøre hverdagen krævende, og andre kan have svært ved at forstå de udfordringer, man står i – netop fordi udfordringerne ikke kan ses.

Solsikkeprogrammet arbejder med at gøre det usynlige synligt. Vel at mærke når man selv vælger at gøre opmærksom på, at man kan have brug for ekstra ro, hensyn og tålmodighed.

Fra torsdag den 1. december kan personer med et usynligt handicap få udleveret en solsikkesnor på Rødovre og Islev Bibliotek. Vi er nemlig blevet en del af Solsikkeprogrammet, og det betyder, at vi har en ekstra opmærksomhed på de af jer, der bruger solsikkesnoren. 

Alt sammen for at vi kan sikre os at alle, der bruger os, får en god oplevelse her.