Den tredobbelte barnemorderske

 

Ane Cathrine Andersdatter

 

Ane Cathrine blev født 30. oktober 1829 i Karrebæk ved Næstved. Hun havde fra sin tidlige ungdom haft plads som tjenestepige, både på landet og i København. Det var på en gård i Herlufmagle, at hun første gang blev gravid. Faderen - en forvalter på gården - rejste til Sverige, og selv tog Ane Cathrine til København. Den 8. januar 1853 fødte hun en pige på Den kongelige Fødselsstiftelse.

 

Hun prøvede forgæves at få barnets fader til at hjælpe til den lille piges underhold. Da hun indså det umulige og det ulykkelige i sin situation - fattig, ugift med et uægte barn - besluttede hun sig for, at skille sig af med barnet.

 

Hun fortalte at hun ville sætte barnet i pleje i Ringsted. Hun tog derfor barnet, og begav sig på vej. Hun gik ud ad Roskilde Landevej, indtil hun kom til en gård på Vigerslev Mark. Her satte hun sig i grøftekanten og gav barnet die. Mens hun sad dér, fik hun den tanke, at drukne barnet i grøften. Hun tog sin datter, lagde hende i det iskolde vand, og holdt hendes hoved under til hun døde.

 

Ane Cathrine gravede med sine egne hænder et hul inde på marken, og begravede sin datter i det. Hun tilbragte natten på marken - da hun jo havde foregivet at skulle til Ringsted - og vendte først hjem til sit logi den følgende morgen.

Liget af den lille pige blev aldrig fundet. Man går ud fra, at ræve kan have fundet liget og fortæret det.

 

I sommeren 1854 tjente Ane Cathrine på gården Barfredshøj i Ramsø. Her mødte hun en tjenestekarl, og det var meningen, at de skulle giftes. Karlen brød sit ægteskabsløfte, og da Ane Cathrine var gravid med sit andet barn, vidste hun, at hendes situation igen var umulig. Hun fødte en dreng den 3. april 1855, men skulle begynde på nyt arbejde den 24. april. Det var næsten umuligt med en lille nyfødt søn. Ane Cathrine måtte skille sig af med barn nummer 2.

 

Hun prøvede først at gå til faderen, der arbejdede på en gård  i Rødovre. Han havde dog før været hård ved hende, så hun turde alligevel ikke. Hun gik derfor tilbage til en brønd, hun havde lagt mærke til på udvejen. Uden at nogen lagde mærke til det, kastede hun barnet i brønden, og gik straks videre. Først en måned senere fandt man liget af drengen, men politiets undersøgelser bragte ikke nogen spor for dagens lys, og man måtte henlægge sagen.

 

I 1856 fødte Ane Cathrine endnu en dreng. Faderen var en tjenestekarl, der tog sig af barnet og bragte det til sin moder, hvor det voksede op.

Ane Cathrine og faderen til det endnu levende barn skulle igen være forældre i 1861. Dette vidste faderen bare ikke. Ane Cathrine fortalte intet, men havde allerede besluttet sig for at rydde barnet af vejen. Hun vidste altså ikke om faderen ville tage sig af barnet, eventuelt gifte sig med Ane Cathrine, eller om han ville forsvinde ud af hendes liv.

 

Den 1. februar rejste hun til København, og den 15. fødte hun en søn hos en familie i Borgergade, hvor hun var blevet henvist til af Fødselsstiftelsen. Ane Cathrine skrev flere gange til sin kæreste, at hun var taget til Karrebæk for at passe sin syge mor.

En af de første dage i marts, fortalte hun sine værtsfolk i Borgergade, at hun havde fået besked fra sin moder om, at hun kunne få sat barnet i pleje hos en husmandsfamilie i Karrebæk. Hun ville altså rejse den 5. marts for at aflevere barnet. Det skulle dog gå anderledes.

 

Hun gik hjemmefra om formiddagen. Først gik hun til Frederiksberg Slotshave, for at drukne sin søn i en af kanalerne. Der var dog for mange mennesker, og hun derfor ud af Roskilde Landevej. Da hun kom til Damhussøen, tænkte hun, at hun dér kunne drukne drengen, men også her var der for mange mennesker. Hun måtte altså finde et andet sted. Hun var nu tæt på det sted, hvor hun før havde smidt et barn i en brønd – ved hjørnet af Rødovrevej og Rødager allé.

 

Det var højlys dag, og der var mange mennesker. Hun vendte tilbage, da det blev mørkt, og nu kunne hun smide barnet i brønden. Vandet stod højt i brønden, og Ane Cathrine kunne se sin søn i vandet, og efter et par minutter mente hun at kunne se, at drengen stadig bevægede sig. Hun forlod stedet. Og sin søn. Hun vendte tilbage til sit logi i Borgergade, og fortalte, at barnet var blevet afhentet i Ringsted som aftalt.

 

Den 30. marts 1861 fandt man liget af den lille dreng. Politiets undersøgelser førte frem til Ane Cathrine Andersdatter, der var blevet set i området, og som havde foretaget flere mistænkelige udflugter. Hun aflagde straks fuld tilståelse, og under afhøringerne kom det også frem, at hun havde slået to af sine andre børn ihjel.

 

Der var ingen tvivl om Ane Cathrines skyld, og for så vidt heller ikke om dommen. Ane Cathrine Andersdatter skulle miste sin hals, og hendes hoved skulle sættes på en stage. Det skal dog siges, at det på den tid ikke var almindeligt at lade kvinder henrette. Heller ikke mænd for den sags skyld. Kongen kunne benåde forbrydere, og gjorde det som oftest.

 

I en beretning fra en samtidig skillingsvise, der fungerede som en slags nyhedsbrev, – hedder det om Ane Cathrines sag:

"Det hører til Sjældenhederne at der her i Landet bliver henrettet Fruentimmer, især for den Forbrydelse som hyppigt bliver begaaet af meer eller mindre letsindige Piger, nemlig: Barnemord. Den Løverdagen d. 21 Decbr. henrettede Ane Kathrine Andersdatter er imidlertid en Undtagelse fra denne Slags Forbrydersker, idet hun ikke 1 Gang, hvad muligt kunde undskyldes, men 3 Gange har begaaet denne gruelige Synd."

 

 

Barnemord begået af fattige, ugifte kvinder ansås ikke for at værre end så meget andet, og dødsstraffen var i praksis afskaffet.

 

8 af de 10 højesteretsdommere indstillede hende da også til benådning. Det gjorde de på grundlag af Ane Cathrines umulige og ulyksalige situation, hvor hun sandsynligvis ikke ville have kunnet forsørge børnene, hendes gode vidnesbyrd som tjenestepige, og det faktum, at hun havde angret og søgt trøst i religionen.

 

Kongen – Frederik d. 7. - havde svært ved at se bort fra, at Ane Cathrine ikke havde eet barn, men hele tre børn ihjel, oven i købet kold, kynisk og med fuldt overlæg. Dommen stadfæstedes af kongen. Ane Cathrines hoved skulle dog ikke sættes på stage, som det oprindelig var meningen.

 

Efter dommen var afsagt og benådningen afslået, udviste Ane Cathrine Andersdatter stor ro og bevarede den til det sidste.

 

Natten før henrettelsen sov hun trygt og roligt til kl. 4  om morgenen. Hun stod op og klædte sig på. Da hun blev kørt til Rødovre Mark, dér hvor villakvarteret Søtorp nu ligger, talte hun om aldeles ligegyldige ting, f.eks. om den tågede morgen. Selvom marken var fyldt med en stor menneskemængde, besteg hun roligt skafottet, bad en lille bøn, tog sit halstørklæde af og lagde det forsigtigt ned  i lommen, og lagde sig selv til rette på blokken. Skarpretteren kunne lade sin økse falde.

 

Ane Cathrine Andersdatters lig blev mod sædvane lagt i en sortmalet kiste. Normalen var, at man blev lagt i en flad kiste af uhøvlede brædder.

 

Lørdag den 21. december 1861 blev Ane Cathrine Andersdatter den sidste kvinde, der blev henrettet i Danmark.