Stik en finger i jorden i efterårsferien!
Få inspiration til at komme ud i naturen i efterårsferien
Af Esther
Har I brug for at komme ud og blive marineret lidt i den friske efterårsluft, så har biblioteket masser af gode bøger med tips til mødet med den danske natur. Om det så er aktiviteter til at holde myrerne i benene i ave, eller om du måske godt liiige kunne have brug for at få genopfrisket nogle af dine gamle spejderfærdigheder, inden du begynder et prøvende svar på dine børns ivrige spørgsmål, så læs med her.


Kaie Eaton: 101 tip til en tur i naturen
Skal gåturen i det grønne være lidt sjovere? Så er det altid rart at have et mål for turen. Denne bog er fuld af ideer til aktiviteter, når I er i skoven – find for eksempel gode tricks til hulebygning, til at lege forhindringsbane, bygge skulpturer af naturens materialer eller gå på jagt efter naturens flotte mønstre.
Sebastian Klein og Anders Kofoed: Naturen kalder – 100 opskrifter på dyreoplevelser
Sebastian Klein tager dig med ud i den danske natur og hjælper dig til spændende oplevelser med dyr og planter året rundt. Her kan du blandt andet læse om, hvordan du poder et træ, tiltrækker en sommerfugl eller bygger en mejsekasse. Hvis du tør, kan du endda lære at påkalde en slange!
Dan Rouse: Kig på fuglene – ornitologi for begyndere
Lær at kende fuglene på, hvordan de ser ud, og hvordan de lyder – hvem ved, måske du endda kan lære at fløjte tilbage til dem? Lær også om, hvor vigtige fugle er for miljøet, og hvad du kan gøre for at hjælpe dem med redebygning og mad.
Emilie Aastrup: Kom med ud i naturen
I et mere praktisk regi er dette en god familiehåndbog om at være ude i naturen – har du for eksempel styr på at bygge shelter, lave bål og filetere fisk? Der er også gode guides til at genkende de forskellige træarter, bygge insekthoteller til at fremme biodiversiteten og endda farve tøj med frugt og grøntsager. Din tur i naturen har altså meget mere at byde på end mudderpølshopperi – selvom dét selvfølgelig heller ikke skal glemmes.


Stefan Casta og Bo Mossberg: På træjagt i naturen
Turen i skoven bliver også mere interessant, hvis man tilgår den med skærpet opmærksomhed. Hold øje med dyrene, men også de forskellige træer og planter, og se, om du kan øve dig i at artsbestemme dem. I denne bog stifter du bekendtskab med alle de mest udbredte træsorter i Danmark.
Grønspættebogen – ud i naturen
En klassiker, når det kommer til overlevelse i vildmarken (selvom det kan diskuteres, hvor rigtigt det er, når der i bogens pakkeliste står, at en ridderhjelm ikke er strengt nødvendig at have med). Bogen kommer med både nyttige og underholdende tips til, hvordan du fornemmer, at der er et uvejr på vej, hvordan du navigerer, og hvordan du dulmer smerten fra et insektbid.
Yuval Zommer: Den store bog om naturkunst
Et andet mål for skovturen kan være at indsamle materialer til kreative projekter, som du kan lave hjemme i varmen. Brug tingene fra naturen til at skabe de dyr, der bor ude i den – såsom græshopper, flyvefisk, solsikker og gopler. Denne bog er fuld af gode guides til, hvordan du kan lave små fine naturkreationer.