Et efterår fuld af oplevelser på Rødovre og Islev Bibliotek

17.07.21
Bibliotekerne står klar med efterårets program, og du kan godt glæde dig til at få en ordentlig én på opleveren!

Hør bl.a. forfatter Stine Pilgaard fortælle om sin sprudlende succesroman ’Meter i sekundet’, få et intenst og morsomt lynkursus i opera af Henrik Engelbrecht, se den energiske Youtuber Niki Topgaard unboxe pakker, mens forfatter Kristoffer Jacob Andersen laver livehistorie til, og hør mangfoldig oplæsning med DiDi og Adriana.

Og det er ikke alt! Du kan også se frem til mange af bibliotekernes sædvanlige tilbud fra før Coronatiden, så som Ulvetimer, Magiskole i efterårsferien, Rytmik, Barselscaféer, Børneteater, Film for børn, Musik for børn, Læseklubber, Litterære Lækkerbidder, Historieforedrag, Kunstudstillinger, Brætspilscafé, Hæklecaféer, Strikkecaféer, IT-hjælp, Advokatvagt og Bogsalg.

Du finder efterårets arrangementer her. Vær opmærksom på, at billetter til voksenarrangementer bliver sat til salg d. 10. august kl. 10, mens billetter til børnearrangementer først sælges otte dage før selve arrangementerne.

Vil du have fingrene i et fysisk program, kan du allerede nu finde det på bibliotekerne. Det er dog ikke det sædvanlige samlede program for hele efterårsperioden, men et program med udvalgte arrangementer for perioden august-oktober. Det bliver senere udskiftet med et lignende program for november-december.

Alle arrangementer er ikke helt på plads endnu, så hold øje med hjemmesiden, hvor de løbende bliver tilføjet, når de falder på plads.

På grund af Coronarestriktioner er der et begrænset antal pladser til vores arrangementer. Du kan skrive dig på venteliste ved udsolgte arrangementer, så du får besked, såfremt vi får mulighed for at sætte flere billetter til salg.

Vi følger selvfølgelig regeringens retningslinjer for håndtering af COVID-19 ved afholdelse af alle vores arrangementer.

Vi glæder os til at se dig!