Interview med Morten Ingemann

27.08.18
Bibliotekerne på Vestegnen er gået sammen om at lave et magasin til Vestegnens Kulturuge. Temaet er ’Mellem lys og skygge’. I magasinet finder du bl.a. et forkortet interview med Morten Ingemann, der fortæller om sin opvækst i Rødovre. Læs interviewet i sin fulde længde her

Interview med Morten Ingemann

Hvornår boede du i Rødovre?
Fra jeg var 3 måneder til 16 år – det var fra 1960 til 1976. Mine forældre flyttede fra Valby hertil med min to storesøstre, Tina og Pia og lille mig på 3 måneder. Dengang var hækkene på Fortvej ikke mere end ½ meter høje – så man kunne glo ind til alle naboerne. Men vi havde gudskelov det gamle gartneri, hvor der var rig lejlighed til at gemme sig og bygge huler og gå på æblerov.

Hvordan var det at være barn i Rødovre?
Jeg boede på Fortvej 19a. Og vi lå i konstant krig med drengene fra Juelsmindevej med stenkasteri og flitsbueskydning, der godt kunne give nogle slemme skader.  Og hvis man var så uheldig at blive fanget af fjenden, blev man puttet ned i en rist, og låget blev lagt på. Jeg kan nogle gange få mareridt over det, da jeg selv var en af dem, der blev fanget. Senere blev man taget op, hvis de altså ikke havde glemt en.
Så stod man der i vand til knæene i bælgragende mørke og råbte på hjælp. Der var”no mercy”. 
Måske er det derfor, at jeg lider lidt af klaustrofobi i dag. 

Men gjorde man så gengæld? 
Ja, ja, så gjorde man gengæld. Vi pinte og straffede hinanden på alle mulige forskellige måder – hev bukserne af de andre, tvang dem til at spise hundelort, og andre ting jeg ikke vil nævne her. Sådan var det – drengestreger på den hårde måde.

Har det præget dig at bo i Rødovre?
Ja, det har det. Jeg vil altid høre til her.
Det er ligesom om, der er sådan noget rød-hvide-farver over at bo her.
Vi havde vores egen afdeling på Hockeybanen inde i Idrætsparken, og folk troede altid, det var Roligans, men så var det Rødovre fans. Jeg kunne sagtens flytte tilbage - jeg holder meget af Rødovre. Men man skal nok være vokset op for at kunne forstå det… Min hustru kommer fra Kolding, så Rødovre siger hende ikke så meget, men når vi går rundt om Damhussøen en sommerdag, så bløder hun lidt op. Der var tonsvis af børn, hvor jeg boede – alle der flyttede ind havde børn. 
Jeg havde en klassekammerat, der hed Michael, der boede i rækkehus ligesom os. De var 10 børn på 85 m2! Og når man var ovre og ringe på, kom alle børnene frem i vinduerne – kan du forestille dig det – det var et hus med øjne. Vi boede næsten halvdelen af mine klassekammerater i de der rækkehuse. Når vi gik i skole om morgenen, så mødtes vi på vej derop ad. Jeg husker det kun som noget hyggeligt. 

Trods det med risten? 
Ja, det er rigtigt, men sådan er det jo, man glemmer gudskelov meget af det dårlige. Der var de stærke drenge, der tævede de mindre stærke – thats life..!

Har det præget dit valg af erhverv at bo i Rødovre?
Nej, mit erhverv er et tilfælde. Jeg fulgte jo ikke med i skolen – jeg sad og tegnede det meste af tiden sammen med min klassekammerat, Jesper Stubtoft, som var meget bedre til at tegne end mig. Vi sad og tegnede i kladdehæfter, og jeg var meget inspireret af ham. Da vi gik i 4. klasse, var der en tegnekonkurrence, hvor man skulle lave en tegning om fastelavn. Jesper og jeg lavede en kæmpe tegning, der handlede om fastelavn i junglen, og sendte den ind.
Senere blev alle tegningerne udstillet oppe i Rødovre Centrum. Jørgen Clevin var dommeren, og der var 1000 kr. til vinderen. Jesper og jeg stod med vores forældre og ventede spændt på at Jørgen Clevin skulle komme hen til vores tegning. Da han endelig kom, sagde idioten, at nu var det jo ikke meningen, at det var forældrene, der skulle hjælpe deres børn, og så gik han videre. Vi blev vi helt lammet. 

I sagde ikke noget? 
Nej, men jeg tegnede ikke i 10 år. Så meget betød det. Når man er i den alder, betyder det sindssygt meget at blive taget alvorligt og få ros. Det er derfor, det er så vigtigt, at forældrene hænger deres børns tegninger op på køleskabet – det betyder noget. 
Jeg ved desværre ikke, hvor Jesper er i dag, men jeg håber, han har gjort noget ved sit store talent.
Jeg begyndte først at tegne igen for alvor, da jeg kom ind som soldat.

Når du laver dine striber, har det så reference til Rødovre?
Ja, det er jo mit liv. Meget af det er jo værtshusmiljøets vittigheder – den der platte humor. Man ville ikke kunne lave de striber, hvis man ikke havde prøvet så mange ting, som jeg har. Været så mange steder og have mødt så mange mennesker. Jeg havde været mere begrænset, hvis jeg kun havde boet i enten Rødovre eller Skovshoved. Jeg er glad for at have boet så mange steder og mødt så mange forskellige mennesker. Men der er ingen tvivl om, at meget af det bunder i en kærlighed til det herude i Rødovre.

Men hvad har det så betydet for dig at vokse op i Rødovre?
Det betyder, at jeg føler mig mere hjemme blandt lav end høj – og det siger jeg uden at tale ned til noget eller nogen. Jeg føler mig bedst tilpas blandt dværge (stort grin, red.). Når man kommer fra Rødovre, er man nødt til at bruge nogle andre midler end det rent intellektuelle. Humor og frækhed… Der, hvor jeg bor nu, griner vi også, vi griner bare ikke af det samme..! 
Jeg har et sjovt eksempel. Jeg var til fest på mit forlag, og der var alle de store forfattere – og jeg skulle sidde ved siden af Jussi Adler. Så sidder jeg der med en skide tegneserie (som har solgt godt, red.). 
Så sidder vi så til den middag og jeg tænker, hvad fanden skal jeg sige. Jeg har aldrig nået at få læst nogle af Jussis bøger, og hvad nu hvis han spørger om dit og dat. Men Jussi sagde med det samme, at han var stor fan af striben, og at han havde alle bøgerne liggende ude på toilettet. Så sagde jeg til ham, at der havde jeg også alle hans bøger liggende. Og så snakkede vi ikke mere om det!  Han er for i øvrigt en skøn mand. 

Jeg ser på Rødovre på den måde, at jeg har gået i livets skole. Hvis man var stærk og voksede op her, så kunne det bruges til noget, men dem der ikke klarede sig så godt, de gik virkelig ned med flaget. Og det er der desværre mange eksempler på med stoffer og alkohol… der har jeg set mange triste eksempler. Det sidder dybt i en. Det ser man ikke på samme måde, der hvor jeg bor nu. Der er ikke mange
i Nordsjælland, der har indblik eller forståelse for den slags opvækst. Fred være med dem.

Hvordan har du det så, der hvor du bor nu?
Jeg har det fantastisk. Jeg er lykkeligt gift for tredje gang med Ruth, som er keramiker, og vi bor tæt på havnen, hvor vi har en gammel træbåd liggende til restaurering. Og så har vi Dyrehaven på den anden side, hvor der er ro på, og hvor vi har gået tusindevis af kilometer.
I Nordsjælland, som vi kalder ’Reservatet’, er det tydeligt at se og høre kontrasten til Rødovre.
Det er her mødrene fortvivlet prøver at efterligne deres døtre, og hvor mændene konkurrerer i størrelsen på deres leasede biler. For at citere en god ven: ”Her griner vi skam også, bare ikke af det samme.”
Da jeg flyttede til Skovshoved og fortalte, at jeg var tegner, spurgte alle, om jeg kunne leve af det. 

Bliver du Rasmus Modsat?
Ja – nej, jeg er faktisk en joker. Jeg er sindssygt god til at indordne mig og spille med – ellers kan man lige så godt gå. Jeg skal jo suge til mig, lære og lytte, ellers kan man jo ikke dømme andre mennesker. Ligesom med mine striber i Ekstra Bladet – der siger folk til mig: ”Nej, den avis læser jeg ikke”, så er det jo et skide svært grundlag at bedømme det ud fra. Jeg kan godt lide at stikke hovedet i enhver hvepserede. Så kan man bedre give dem kamp til stregen. 

Hvordan vender man tilbage?
Hvis jeg flyttede tilbage og gik en tur i Rødovre Centrum eller en tur på Volden, så ville alt det, der var forgået i den mellemliggende periode, bare have været en slags ferie – eller et tålt ophold. Jeg føler mig altid hjemme, når jeg kommer til Rødovre. Det hjælper I jo også med til, når jeg kommer her (på Rødovre Bibliotek, red.). Det var fedt, da vi lavede BookBrother sammen (et større læseprojekt, red.). 

Det bedste ved Rødovre?
Det er Rødovre Bibliotek (stort grin, red.). Ishockey. Gensynsglæden. 

Det værste ved Rødovre?
Det er, at Rødovre Centrum fylder det hele. Det er jo et superfedt center. Men alle nærbutikkerne, der er væk – posthuset og bageren – det er trist.