Digteren Yahya Hassan er død

30.04.20
Yahya Hassans debutdigtsamling var den største bombe i dansk litteratur i mange år.

Med vrede versaler rettede han et opgør mod sin far og bag ham den endnu større faderfigur Allah. Yahya Hassan kunne noget, ikke mange andre kan, han kunne få folk til at læse og diskutere digte.

Yahya Hassan (1995-2020) var en dansk digter med palæstinensisk baggrund. Han voksede op i Aarhus og gik på Forfatterskolen i København fra 2013-2015. I 2013 brød Hassan massivt igennem med sin debut, digtsamlingen YAHYA HASSAN, der med et oplag på over 120.000 eksemplarer er den bedst sælgende debutdigtsamling i Danmark. I november 2019 udkom hans næste digtsamling YAHYA HASSAN 2.

I debuten rettede digteren sit poetiske maskingevær mod islam og ghettoerne. Siden har han trukket et væld af avisoverskrifter med historier om PET-overvågning, kriminalitet, fængselsdomme og psykiatrisk behandling. Alt sammen temaer, der behandles i 'YAHYA HASSAN 2'.

Yahya Hassans fremtrædende rolle i mediebilledet førte til trusler på hans liv, men betød også, at mange nye læsere kastede sig over lyrikken. Hassan har modtaget flere priser for sin debut-digtsamling: BogForums debutantpris, Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, Weekendavisens Litteraturpris samt Politikens Litteraturpris. Debuten er solgt til udgivelse i tolv lande.

prindeligt skrevet af barbararugholm, Litteratursiden.

Materialer