Danmarks sejeste bogklub - nu også online!

23.04.20
Kan man spise Brødrene Løvehjerte og hvordan mon Anne fra Grønnebakken smager?

Det korte svar er ja! (og overraskende godt)

Selvom Rødovre Biblioteket er lukket, er der stadig fuld fart på bibliotekets børne bogklub! Til hverdag sørger bogklubben for at bruge litteraturen til anderledes og sjove aktiviteter, og det er bestemt ikke gået i stå nu! Selvom biblioteket lukkede fysisk 14.marts har bogklubben fortsat med at mødtes - men i den digitale verden.

Bogklubbens medlemmer blev sat i stævne i en app, hvor alle kan skrive, kommentere og dele videoer og billeder. Særligt de to sidste ting har der været brug for. Siden 17.marts har bogklubben hver uge fået tre skæve bog-udfordringer. Udfordringer de selvfølgelig har løst til UG.
Senest lød udfordringen at børnene skulle lade sig inspirere af en bog til at dekorere en kage. Troels og Julie, der står for bogklubben, er meget imponeret over alle de flotte bog-kager det resulterede i.
Tidligere har børnene vist deres kreative evner med at lave gækkebreve med litterære afsendere, bogtårne, digtet historier ud fra billeder af naturen de selv havde taget og lavet nye alternative forsider til deres yndlingsbøger. 

Normalt afholdes bogklubben hver anden tirsdag kl. 15.30-17 på Rødovre bibliotek. Tidligere har bogklubben været på gyserjagt i bunkeren, skattejagt rundt i biblioteket, haft forfatterbesøg, lavet videoanmeldelser og meget andet. Bogklubben er for børn i alderen 9-12 år og den er for alle der synes bøger, historier og litteratur er spændende - det er ikke et krav at man læser murstenstykke bøger.  Næste sæson starter op til september. 

bogklub