Stærke familiedramaer

31.05.23
Helle fra Islev bibliotek har indkøbt nye bøger om familielivet og dets vilkår.

Blandt andet bogen med den smukke lange titel ’Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler’. Ditte Holm Bros roman er en slags poetisk spændingsroman, der følger svigerinderne Valborg og Johanne på én skæbnesvanger dag i 1958, hvor undertrykte følelser og tanker vælder frem. Syv år forinden har den fattige Valborg nemlig foræret sit ældste barn til den velhavende Johanne.  

Kollektivromanen 'Hjemsted' af Anna Elisabeth Jessen er en fortælling om kærlighed og identitet i den sønderjyske grænseregion fra 1930’erne til i dag. Her følger vi blandt andet soldaten Peter, der melder sig til tysk tjeneste under 2. verdenskrig og den unge lærer Margrethe, der bliver leder af en af modstandsbevægelsens sabotagegrupper.  

Og så er der Bent Haller, der i ’Stuepigen og kranføreren’ forener danmarkshistorie og arbejderklassehistorie i en stærk fortælling om parforhold, ægteskab og familieliv på godt og ondt. 

Du kan finde og reservere dem og andre gode familiedramaer her: 

Materialer