Rødovre Romanklub anbefaler i november

30.10.17
Efteråret er i gang, og det samme bibliotekets sæson for læseklubber. I sidste uge mødtes Rødovre Romanklub igen

Rødovre Romanklub er bibliotekets aften-læseklub, og de mødes én gang om måneden. I denne sæson skal de på en rejse jorden rundt. Der skal nemlig læses 6 romaner fra 6 forskellige kontinenter.

I november har vi læst og snakket om Yaa Gyasi ”Hjemfærd”. I den møder vi de to halvsøstre Effia og Esi, som i 1700-tallet ender på hver sin side af Guldkystens slavehandel. Den ene sidder i et britisk forts slavekælder, den anden er gift med fortets britiske kaptajn. Igennem 14 kapitler følger vi derefter søstrenes efterkommere i Ghana og USA. Effias slægt uddanner sig og arbejder for det britiske imperium i Afrika, mens Esis slægt knokler sig ihjel i USA's bomuldsplantager og kulminer. Hvert kapitel har en ny efterkommer som hovedperson, og sammen med dem følger vi slægtens (og det omgivende samfunds) historie fra 1700-tallet og frem til vor tid.

Det er en ambitiøs, velskrevet og stor roman fra en ung debutant, som kræver lidt af sin læser. Opbygningen kan være forvirrende, da hvert kapitel har sin egen hovedperson og de dermed bliver til kortere punktnedslag i slægtens historie. Men kan man holde tungen lige i munden (af og til med lidt hjælp fra stamtræet i starten af bogen), så venter der en stor læseoplevelse. Vi gav den 4 stjerner.


I oktober læste vi:
Jean-Paul Didierlaurant: Læseren i morgentoget

Den litterære rejse startede i Frankrig med Jean-Paul Didierlaurants roman ”Læseren i morgentoget”.
Romanen handler om Guylain, der hver morgen pendler med det parisiske RER-tog til sit arbejde på Genbrugsstationen. Men Guylain er ikke en normal pendler, der passer sig selv på sin vej til arbejdet. Hver morgen sætter han sig på sit faste sæde og læser tilfælde bogsider højt for sig selv og sine medpassagerer. Siderne har han reddet fra sit arbejde, hvor han hver dag (meget mod sin vilje) fodrer ”Tingen” med usolgte bøger. En dag finder han et efterladt USB-stik på sit sæde. Han tager det med hjem, åbner det – og efter det er der ingenting, der helt er som det plejer at være.

I romanklubben var medlemmerne meget begejstrede for bogen. Det var ikke én de selv vil have fundet på hylden, men da de først gik i gang med den blev de hurtigt fanget af den. De syntes at ”Læseren i morgentoget” var en charmerende, morsom og rørende lille roman om litteratur og kærlighed. Bogen får de varmeste anbefalinger fra Rødovre Romanklub, som gav den 5 stjerner.

Materialer
Reservér
  • Bog

Hjemfærd

Af Yaa Gyasi (f. 1989) (2016)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Læseren i morgentoget

Af Jean-Paul Didierlaurent (2016)
Læs mere