""

litteraTUREN GÅR TIL: Ungdomsliv i en Københavnerforstad

28.06.21
På denne tur til forstaden vil du opleve drengestreger i mange former og udtryk fra smadrede ruder, hapserier på tanken, knækkede tulipaner, graffiti til slåskampe. Det vil også blive en rejse ind i forstadslivets trivialiteter – til tider med livet som indsats. Forvent ikke at blive en del af ”drengene”, men nyd i stedet drengenes hiphop-soundtrack over en kanelgiffel og en Cocio.

Rejsemål

Kedelige villaveje i en forstad hvor alting ligner hinanden med parcel- og rækkehuse i gule eller røde mursten, trampoliner i baghaven og to biler i carporten.

 

Et fredeligt og ordentligt villakvarter i en typisk forstad til København, hvor middelklassen bor trygt side om side med velfriserede græsplæner og velordnede tulipanbede.

Overnatning

På drengeværelset med alt hvad det indebærer.

Mad og drikke

Øl, Cult Shaker, Somersby, vodka blandet med cola eller Red Bull. Pizza, chips, hotdog, Matadormix, kanelgifler og Cocio.

Seværdigheder

Oplev en mindeværdig og episk slåskamp i Fælledparken til drengenes første 1. maj eller snig dig med, når drengene laver graffiti og er lige ved at blive fanget.

Særligt mindeværdige er deres fodboldkampe mod parallelklasserne i de små klasser, men også da de kapper hoveder af tulipanerne på villavejene.

Steder at gå ud

Der er rig mulighed for at hænge ud på ildelugtende drengeværelser, hvor du bl.a. vil få rig mulighed for at blive fortrolig med Counter Strike, GTA, FIFA og drengenes ungdommelige tankegang.

Und også dig selv at tage med til privatfest. Her er det et særligt plus, hvis forældrene er ude og der er mange piger.

Grønne områder

Fodboldbanen.

Ting du bør tage med

En sund madpakke, hvis du ikke vil gå sulten i seng. En fodbold eller en joint, hvis du gerne vil i snak med drengene.

Sådan kommer du rundt

På gåben eller cykel. Ved længere ture som til København er det nødvendigt at tage offentlig transport.

Miniparlør

Pjevs = William.

Bornholmeren = Lars.

Godt at vide

Tag dig i agt for vikaren, særligt hvis han begynder at hænge ud med jer til festerne.

Det er absolut ikke en god idé at gå på togskinnerne.

Oplev også

Det er ikke uinteressant at følge med i drengenes musiksmag, der indbefatter Sivas, Gilli, Drake, Ukendt Kunstner, Wu-Tang og mange flere.

Shopping

7-Eleven eller den lokale kiosk.

Lokalbefolkning

Drengene er en fasttømret flok, og du skal ikke forvente at blive en del af den sådan umiddelbart. De er en enhed!  Du kan betragte dem på afstand, mens du hovedrystende men magtesløs er vidne til deres ungdomsliv.

Forældrene og lærerne behøver du ikke at bide mærke i eller tage højde for, da de på ingen måde er en mur at spille op af eller sætter begrænsninger for udøvelse af drengenes ungeliv i forstaden.

 

'Drengene' af Jonas Kleinschmidt kan lånes på biblioteket og på ebog og lydbog.

Materialer