""

litteraTUREN GÅR TIL: Hyggens hovedstad

21.01.21
Oplev København gennem en gruppe engelske rejsebloggeres øjne. De er sendt på tur for at undersøge begrebet hygge. Men København byder selvfølgelig på meget mere end det. På turen opstår nemlig både nye venskaber, kærlighed og uventede karrieremuligheder!

Rejemål

Du er rejseleder på en arbejdstur til København med en flok uregerlige rejsebloggere og journalister. Klarer du opgaven, venter der måske en forfremmelse tilbage i London.

Overnatning

Et fint hotel i indre by.

Fly og transport

Din chef lader dig ikke sove længe og har booket dig den tidligste morgenflyver fra London.

Mad og drikke

Morgenmad og frokost indtages på den hyggelige café Varme rundt om hjørnet fra hotellet. Smørrebrød (udtalt med tyk engelsk accent) og wienerbrød er selvfølgelig de helt store favoritter.

Seværdigheder

Drop de klassiske rejsebøger og læs i stedet med på rejsegruppens blogs og instagram-profiler. Her inspirerer de til det charmerende Nyhavn, globryllup på rådhuset og en cykeltur rundt i indre by.

Vind og vejr

Klassisk forårsvejr med både regn, sol og blæst.

Steder at gå ud

Dyre drinks fås i hotelbaren, og endnu dyrere middage nydes på byens mange michelin-restauranter.

Grønne områder

Nyd en kanalrundfart eller slap af i Kongens Have.

Lokalt dyreliv

Dyrelivet bliver mest til en kryddersild til frokost og en cykeltur på jernhesten. Din rejsegruppe er meget skeptiske over for begge.

Ting du bør tage med

Et ur og en kalender, for der er nok at gøre med at holde styr på dine rejsekammerater, der alle forsøger at sætte dagsordenen.

Sådan kommer du rundt

Selvfølgelig på cykel.

Miniparlør

Hygge = Et særligt dansk udtryk, som englænderne langsomt får ind under huden på deres tur rundt i hovedstaden.

Godt at vide

Du er tourleder, så hold godt øje med dine medrejsende. De har dyre vaner, og regningen ender hos dig.

Oplev også

Oplev, hvordan dine drømme for dit liv og karriere ændrer sig efter dit besøg i hyggens hovedstad. Måske er det tid til lidt mere hygge i dit liv?

Shopping

Det er der slet ikke tid til - det er et fuldtidsarbejde at holde styr på din rejsegruppe.

Lokalbefolkning

Københavnerne er et ganske særligt folkefærd, der aldrig har for travlt til en hyggelig kop kaffe og et stykke wienerbrød.

'Den lille café i København' af Julie Caplin kan lånes på biblioteket og som ebog og lydbog.

Materialer