""

litteraTUREN GÅR TIL: Et hemmeligt prinsesserige

14.06.21
Grib din magiske halskæde og tag med hjerteveninderne Charlotte og Mia til De Hemmelige Prinsessers rige. Her kan I blive ønskeopfyldende Hemmelige Prinsesser, men tag jer i agt for den ondskabsfulde prinsesse Poison, der vil forpurre jeres ønsker! En rejse fyldt med venskab, glimmer og magi.

Rejsemål

De Hemmelige Prinsessers magiske rige.

Overnatning

Ingen overnatning påkrævet. Når I har opfyldt ønsker, sender magien jer trygt tilbage i jeres senge.

Fly og transport

Al transport foregår med jeres magiske halskæder og det magiske spejl, der sender jer ud på ønskeopfyldelseseventyr.

Mad og drikke

Husk at smage prinsesse Sylvies helt fantastiske cupcakes. Den hemmelige ingrediens er intet mindre end magisk!

Seværdigheder

Ønskestjerneslottet er med sine høje hvide vægge, hjerteformede vinduer, lyserøde og røde klatreroser og spidse tårne med lilla flag med glimtende tiaraer et besøg værd. Ved nærmere eftersyn kan det dog anes, at slottet har set bedre dage.

Lokal flora og fauna

En svævende skyhave fyldt med sølvtræer med slikpindefrugter og lyserøde og blå candyflosstræer.

Ting du bør tage med

Mod og en tro på magi og venskab.

Sådan kommer du rundt

Se Fly og transport.

Miniparlør

De Hemmelige Prinsesser = Særligt udvalgte personer, der opfylder ønsker for at gøre andre mennesker lykkelige.

Venskabsprinsesser = En helt særlig slags Hemmelige Prinsesser, der altid kommer i venindepar. De sidste to levede for over hundrede år siden.

De Hemmelige Prinsessers løfte = ”Jeg lover, jeg vil være modig og gøre nytte, og bruge min magi til at hjælpe og støtte, og opfylde ønsker og gøre mit allerbedste, for at få folk til at smile af lykke og feste.”

Godt at vide

I har potentiale til at blive en helt særlig slags Hemmelige Prinsesser, nemlig Venskabsprinsesser (se Miniparlør).

Støt jer bare op ad Alice, jeres tidligere barnepige, der nu er verdensberømt popstjerne og Hemmelig Prinsesse.

For hvert ønske I opfylder, får I en diamant i jeres halvhjertevedhæng. Fire diamater giver jer jeres prinsessetiaraer, og så er I vaskeægte Hemmelige Prinsesser.

Hemmelige Prinsesser må aldrig bruge deres ønskemagi på dem selv.

Pas på den ondskabsfulde prinsesse Poison og hendes håndlanger Hex. Prinsesse Poison var selv engang Hemmelig Prinsesse, men brugte al sin ønskemagi på at få magt. Og ikke nok med det. Hver gang hun ødelægger et af De Hemmelige Prinsessers ønsker, bliver hun stærkere, og Ønskestjerneslottet falder lidt mere fra hinanden.

Oplev også

At redde pigen Olivias fødselsdagsfest fra prinsesse Poison og Hex, så Oliva kan få nogle gode venner i sit nye kvarter, og Ønskestjerneslottets ene tårn kan blive tryllet tilbage til sin tidligere pragt.

Venskabets helt særlige magi, der er stærkere end selv prinsesse Poison.

Shopping

I behøver ikke shoppe, da magien iklæder jer funklende og glitrende prinsessekjoler og smukke gyldne lærlingetiaraer.

Lokalbefolkning

Hemmelige Prinsesser, ønskende børn og uvidende forældre.

 

’Den magiske halskæde’ af Rosie Banks er første bog i serien ’Hemmelige Prinsesser’ og kan lånes på biblioteket.

’Hemmelige Prinsesser’ er en serie på tretten bøger, og er gode som højtlæsning fra 5 år og som selvlæst fra 9 år.

Materialer