""

litteraTUREN GÅR TIL: En konkurrencepræget familie

04.01.21
Hjælp Sally med at få far ned med nakken. Far vinder i alt og blærer sig ovenikøbet med det. Prøver man at sige fra, bliver man kaldt en dårlig taber. Det skal far få betalt! En sjov og genkendelig rejse for alle familier.

Rejsemål

Sallys familie, hvor konkurrencen med far er benhård – lige meget om det drejer sig om cykelturen hjem, dåseskjul eller tårnbygning med legoklodser.

Overnatning

Der er ikke tid til at sove. Far vil konkurrere.

Mad og drikke

Flødeboller for at se, hvem der kan have flest i munden. Ellers står den på leverpostejsmadder, hvor det selvfølgelig gælder om at smøre madderne hurtigst.

Seværdigheder

Det er noget af en seværdighed at se far sidde på en dyr racercykel iført stramt cykeltøj og smarte solbriller, mens han leger, han er Bjarne Riis.

Vind og vejr

Vejret lægges der ikke mærke til. Det er konkurrencerne, det gælder.

Steder at gå ud

Hvorfor gå ud, når man kan konkurrere?

Grønne områder

Haven, men far kan få selv dåseskjul med familien til at blive en dum konkurrence med dertilhørende virkelig nedern sejrsdans.

Ting du bør tage med

Masser af tålmodighed over for fars konkurrencegen. Og sund fornuft, for fars historier, om den benhårde konkurrence dengang han var dreng, virker ikke helt pålidelige.

Sådan kommer du rundt

På cykel eller til bens. Men du skal have fart på, for far er irriterende hurtig og venter ikke på dig.

Miniparlør

Kys til Bjarne, kys til Danmark = Sejrsord fra dengang Bjarne Riis vandt Tour De France i 1996.

Dessertmaven = Fars anden mave, som han påstår, der næsten altid er plads i.

Godt at vide

Far er super dårlig til at huske i vendespil. Hvis du lader ham vinde, kan det være, han indser, han opfører sig som en dårlig taber – og vinder.

Oplev også

Lillebror Eddie få flødebollesnask ud af næsen, vælte bogreolen, lave sandslot i stuen, blive væk i supermarkedet og blive i fængslet i Matador, fordi han synes, det er gangster.

Shopping

Det lokale supermarked. Men pas på. Det kan hurtigt blive et kapløb med far, der ikke står tilbage for både at vælte en indkøbsvogn fyldt med varer og skvatte over en puddelhund for at komme først.

Lokalbefolkning

Sallys familie består af Sallys selv, konkurrencemennesket far, en leopardprikket mor i margen og den fjollede lillebror Eddie, der altid laver løjer.

’Sallys far er en dårlig taber’ af Thomas Brunstrøm kan lånes på biblioteket eller som ebog.

Materialer