""

litteraTUREN GÅR TIL: En eventyrlig spændende sommerskole

09.08.21
Tag med outsideren Amari Peters fra ghettoen Rosewood til en udfordrende og spændingsmættet sommerskole for overnaturlige anliggender. Du vil opleve en forunderlig og magisk parallel verden, men du slipper desværre ikke for privilegerede børns mobning. Vis dit mod og brug denne mulighed for at finde en rigtig ven og forstå dine sande evner!

Rejsemål

Vanderbilt Hotel, Bureau for Overnaturlige Anliggender, Atlanta.

Overnatning

Du kan overnatte i ghettoen Rosewood hos Amaris mor, indtil en person med særlige evner, indstiller dig til sommerskolen. Pas på dig selv i ghettoen og hæng ikke ud med de forkerte.

Når først du er indstillet og optaget på sommerskolen, bor du på Bureauets kollegie, som sammen med de øvrige afdelinger er gemt bag det luksuriøse Vanderbilt Hotel.

Glæd dig til at få adgang til alle de forunderlige afdelinger, Bureauet rummer.

Fly og transport

Med bus eller få et lift med Amaris mor.

Senere kan du rejse med Jolly Roger 2.0, en flyvende båd med guldræling.

Mad og drikke

Til Alle Sjæles Festival kan du smage Spøgelsesfloss (selvlysende og frugtagtig) og milkshake med chokoladefnis-smag.

Seværdigheder

Oplev Alle Sjæles Festival, en midnatsudflugt i fuldmånens skær, som finder sted en gang om måneden. En fest, hvor både levende og døde er velkomne, og spøgelser byder på diverse lækkerier, og der er boder, hvor man kan købe bl.a. søde drømme og magi.

En flyvetur med Jolly Roger 2.0 vil åbenbare en fantastisk udsigt til den overnaturlige verdens vidundere, bl.a. tog der kører på havbunden. En oplevelse du aldrig glemmer!

Steder at gå ud

Du kan opleve det meste i Bureauets afdelinger fra en frodig jungle til den smukkeste stjernehimmel, så ingen grund til at forlade Vanderbilt Hotel - med mindre du får mulighed for at deltage i de nævnte seværdigheder.

Ting du bør tage med

Du når langt i den overnaturlige verden, hvis du har et sæt tøj af modeskaberen Duboise og et par Himmelsprinterstøvler (se Shopping).

Husk din indstillingsblanket til Bureauets sommerskole. Uden den bliver din optagelse ikke engang taget op til overvejelse.

Det er klogt at være bevæbnet med en stun-stav. Den ligner en elegant metalpen, men kan lamme selv den største modstander og få denne til at grine.

Sådan kommer du rundt

Tag en af Bureauets mange forunderlige elevatorer med hver sin helt særlige personlighed.

Elevatoren Lucy er den hurtigste og altid klar med en væsentlig kommentar.

Elevatoren Lord Archibald Reginald Kensington er direktørens private elevator og kræver, at du tager hjemmesko på, inden du betræder det ægte tæppe.

Elevatoren Skarnstregs navn siger det hele, så tag hellere elevatoren Luciano, som synger beroligende sange.

Miniparlør

Bureauet = Bureau for Overnaturlige Anliggender er bindeleddet mellem den kendte og den skjulte verden. Det er Bureauets opgave at bevare hemmeligheden om den skjulte overnaturlige verden.

Nattens brødre = De to farlige magikere Raoul Moreau og Sergei Vladimir. De prøvede at overtage kontrollen med verden. Vladimir blev dræbt og Moreau er fængslet.

VanQuish = Kælenavn for det berømte agent-makkerpar Maria Van Helsing og Quinton Peters (Amaris bror). De fangede Moreau, men er nu begge forsvundet på mystisk vis.

Junioragent = Det tætteste, man kommer på en superhelt i den overnaturlige verden. Dennes opgave er at beskytte både mennesker og ikke-mennesker mod overnaturlige trusler.

Vardrage = Elsie, Amaris eneste ven på sommerskolen, er den sidste levende vardrage. Hun har dog endnu ikke oplevet at forvandle sig til en drage.

Godt at vide

Amari er afroamerikaner med en hårdtarbejdende mor med meget få midler. Da du møder hende, er hun netop blevet bortvist fra den dyre skole, som hun ellers havde fået et legat til. På skolen er hun blevet mobbet, og hun savner sin bror Quinton, som altid har set hende som noget særligt.

1140 North Main Street, Atlanta er udadtil en travl kontorbygning, men hvis man trykker 26 gange på K-knappen i elevatoren, lander man i Bureau for Overnaturlige Anliggenders hvervekontor. Her skal du bruge din indstillingsblanket til sommerskolen.

Der er et strengt hierarki i den overnaturlige verden. Er du ikke fra en af elitefamilierne, skal du regne med at kæmpe for din plads i Bureauet.

Vardragen Elsie kan aflæse dit humør ud fra farven på din aura.

Shopping

Modeskaberen Duboise er et hit i den overnaturlige verden. Hvis du er til mærkværdigt tøj med skrigende farver, fjer, særlige farvekombinationer og en evne til at tilpasse sig din krop, er dette mærke et must.

Gå heller ikke glip af magasiner med titler som Harpers Bizar og Dødebogen: En dæmonisk modeguide.

Du skal helt sikkert have dig et par himmelsprintere. Støvler, som gør dig i stand til at gå vandret gennem luften, løbe op ad vægge og over loftet.

Der findes en del VanQuish merchandise, som actionfigurer, T-shirts, krus og plakater med de to berømte agenter.

 

'Amari og Nattens Brødre' af B. B. Alston kan lånes på biblioteket og som ebog og lydbog.

Materialer