""

litteraTUREN GÅR TIL: Alcatraz 2.0

23.08.21
Tag med til San Francisco-bugten og ud til USA’s største reality show, hvor hele landet kan fornøje sig med at se henrettelser af samfundets mest berygtede dømte forbrydere, der streames live fra den berygtede ø Alcatraz 2.0 i Postman-appen.

Rejsemål

Alcatraz-øen i San Francisco-bugten.

Overnatning

I efterladte huse på Alcatraz 2.0 – men husk at gennemgå dem grundigt, inden du lægger dig til at sove. Der kan gemme sig en (offentligt ansat) seriemorder i skyggerne.

Fly og transport

Båd eller helikopter ud til øen.

Mad og drikke

Hvad du nu kan få i købmanden (når du er kommet forbi klamme Rodrigo, der sidder i kassen). Der er hovedsageligt frosne færdigretter til én person og lidt frugt. Du kan også smutte forbi isbutikken I Scream og få en kold forfriskning.

Seværdigheder

Seriemordernes kill rooms. Tag fx med i Prince Slycers morderiske labyrint, eller hvad med Gassy Als ildelugtene pavillon.

Lokalt dyreliv

Elektroniske krager med kameraer, der holder øje med enhver bevægelse.

Steder at gå ud

Fitnesscentret og isbutikken I Scream

Grønne områder

Kystlinjen med klippevægge og skumsprøjt. Den er desværre ikke en flugtmulighed, da havet omkring øen er fyldt med blodtørstige hajer.

Ting du bør tage med

Når du har været igennem din retssag og er blevet (uskyldigt?) dømt for mord, når du næppe at tage noget med dig, inden du bliver bedøvet og fragtet til øen.

Sådan kommer du rundt

Du kan kun gå rundt på øen. Eller løbe.

Godt at vide

Intet dårligt finder sted på Alcatraz 2.0, uden at der er kameraer til stede.

Oplev også

Den nordlige spidst af øen, hvor der før i tiden blev oprenset radioaktivt affald. Nu er der er fuldstændig overgroet og forladt – og vigtigst af alt: Ingen kameraer!

Shopping

Postman udvælger alt dit tøj, men hvis du er heldig, kan du i fitness centret finde lidt tøj tidligere indsatte på øen har efterladt.

Lokalbefolkning

Andre dødsdømte mordere.

'#SeEtMord' af Gretchen McNeil kan lånes på biblioteket og som ebog og lydbog.

Materialer