Hvad skal Vibe fra voksenudlånet læse i sin sommerferie?

21.07.22
Op til sommerferien hjælper vi jer med at finde bøger til ferien, og her kan du se hvad Vibe fra voksenudlånet selv skal læse i sin sommerferie.

”På strandturen skal jeg læse 'Partycrasheren', den nye bog af Sophie Kinsella. Hendes bøger er letlæste, sjove, fuld af kærlighed, familiedrama og venskaber.

I en helt anden genre skal jeg læse 'Livstid: drabssagen der ikke vil dø' om sagen mod livstidsfangen Naum Conevski, der i 1984 blev dømt for et dobbeltdrab på Amager. Jeg har hørt podcasts og læst artikler om sagen, så nu vil jeg dykke endnu mere ned i den i bogen, hvor forfatteren endda selv har talt med Conevski, som er Danmarks længst siddende fange.

Jeg vil også gerne nå at læse 'Vinderne' af Fredrik Backman – den sidste del af Bjørneby-trilogien om rivaliseringen mellem to ishockeyklubber og lokalsamfund højt oppe i Nordsveriges vilde natur. Den har jeg glædet mig til længe!

Vi skal til Sverige og besøge Astrid Lindgrens verden – så min datter på 5 år skal selvfølgelig have læst højt af Lindgrens allerbedste historier. De findes i mange udgaver, men denne samler nogle af de bedst kendte historier om Emil, Ida, Pippi, Karlsson og alle de andre rødder.”

 

- Vibe, voksenudlånet

Materialer