Anne Lise Marstrand-Jørgensen vinder Politikens Litteraturpris 2017

Med sin roman "Sorgens grundstof"

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har fået flest stemmer i afstemningen, der blev skudt i gang 5. januar og endte 26. februar 2018. Dermed vinder hun Politikens Litteraturpris 2017 og de 200.000 kroner, som følger med.

Romanen 'Sorgens grundstof', der fik fem hjerter i Politiken, er en fantastisk fortælling. Man følger tre karakterer, der i løbet af deres godt 200 år lange liv er vidne til verdens gang, fra Wienerkongressen i 1814-15 og frem til nutidens politiske kriser. Indimellem afbrudt af små kommenterende samtaler mellem Gud og Satan.

I et interview i Politiken har Anne Lise Marstrand-Jørgensen beskrevet romanen således: »Den handler om de universelle menneskelige principper, som ikke bare er magt, grænsedragninger, penge og økonomiske interesser. Den prøver at undersøge, hvad der er på spil i vores magtbegær, hvordan vi har en mærkelig evne til at lade, som om andre mennesker ikke er som os. Og om vores trang til at lave hierarkier«.

De øvrige nominerede var:
Caroline Albertine Minor: ’Velsignelser’
Svend Åge Madsen: ’Af den anden verden’
Hans Otto Jørgensen: ’Revolutionær – en Andy Warhol-komposition’
Ida Holmegaard: ’Graceland’
Ursula Andkjær Olsen: ’Krisehæfterne – Pandora Blue Box, Atlantis-syndromet’
Naja Marie Aidt: ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog’

 

04.03.18