Podcasts - Kultur & historie
Kultur & historie
Bag om København - En månedlig podcast fra Københavns Biblioteker, der tager dig med tilbage i den københavnske historie og beretter om personer og begivenheder, der har været med til at forme byen. Ofte tages der udgangspunkt i den mørkere del af Københavns historie.
Den 4. væg - En podcast om dansk scenekunst. Her tales om teater og med teater. Hver anden uge udgives en podcast, der både indeholder anmeldelser, reportager fra det danske scenekunstliv og interviews med relevante personligheder.
Det vi taler om – Danmarks bedste sladdermagasin, kalder vært Ditte Okman det selv. Hver fredag inviterer hun et panel i studiet på B.T. og vender ugens store skandaler, overraskelser og forargelser indenfor kulturlivet, Christiansborg, Kongehuset og meget mere.
Kongerækken - En podcast om gamle dage fra Politiken Historie. Oprindeligt en podcast om Danmarks regenter, hvor de to værter fortalte om en regent per afsnit. Nu forsætter de med fortællinger om blandt andet den danske guldalder, Antikkens Rom, Sønderjyllands historie og Genforeningen.
Her går det godt - Højt humør, ærlige analyser og en yderst selektiv gennemgang af verdens tilstand. Leveret ugentligt af Peter Falktoft og Esben Bjerre.
Historienørd – En podcast om historie – og ikke kun den, der findes i historiebøgerne. I podcasten fortæller historikere, arkæologer og andre med arbejde indenfor det historiske felt om historie i populærkulturen såsom computerspil, tv-serier og film.
Historieselskabet - Liv Thomsen, der i mere end tyve år har produceret historiske tv- og radioserier står bag denne podcast, hvor hun går i dybden og interviewer en række historikere, arkæologer og andre nørder om alt det i fortiden, vi kan bruge i nutiden.
Klog på sprog - P1’s sprogquiz, hvor Adrian Hughes er vært i en venlige kappestrid om ord og deres betydning. To gæster giver prøver på deres sproglige beredskab, mens en sprogekspert holder styr på op og ned i tidens dansk.
P1 Dokumentar - Magasin med undersøgende journalistisk og dokumentarisme. Hør fx den charmerende føljeton ’Lottomysteriet’ - om manden, der i 2002 efterlader en vinderkupon med 9,3 millioner på disken i en kiosk i Esbjerg. I dag mere end 16 år senere er der stadig en række mennesker, der hævder, at de er indehaver af lottokuponen.
Poptillægget - Værten Lucia Odoom og hendes skiftende ekspertpanel tager hver uge et popkulturelt emne op. Her vender de alt fra tv-serier som Den store bagedyst til dating-apps, modefænomener og populære musikere.
Radiofortællinger - En P1 podcast med krøllede, storslåede og hemmelige historier. Her kan du høre alt fra personlige beretninger og højspændt drama til godnatlæsning og røverhistorier. Lyt fx til serien ’Hvordan får jeg en ven’ – om 32-årige Bodil, der er flyttet til en ny landsdel og ikke aner, hvordan hun skal få skabt sig et socialt liv.