Fødeklinik i Rødovre Centrum

Omkring 14.000 børn blev født på Gyda Wengs Fødeklinik i Rødovre Centrum i 1960’erne, ’70’erne og ’80’erne. Da Lokalhistorisk Samling efterlyste historier om klinikken på Facebook, spredte opslaget sig som ringe i vandet og førte til utallige reaktioner. Men den mest rørende var nok fra den 88-årige Gyda Weng selv.

Af Katinka Agger

“Det har været helt utroligt!” udbryder Gyda Weng og ser på os med smil i øjnene. Vi sidder til kaffebord hos den tidligere jordemoder og indehaver af Gyda Wengs Fødeklinik i Rødovre Centrum, og mens hun fortæller, skinner den lave vintersol ind af de store vinduer i lejligheden i Hørsholm, hvor hun bor i dag. Et par uger tidligere havde arkivar Marie Drost Aakjær fra Lokalhistorisk Samling i Rødovre og forfatteren i fællesskab besluttet at bruge Facebook til at efterlyse historier om fødeklinikken. For trods de mange børn, der er kommet til verden i lokalerne i Rødovre Centrum, er den ikke ret godt beskrevet i de historiske
kilder.

GLAD FOR AT HAVE OPLEVET DET
Reaktionerne har været overvældende, ikke mindst for den i dag 88-årige Gyda Weng selv, der også opdagede opslaget på Facebook og kunne se til, mens mere end 350 mennesker kommenterede på det. Mange fortalte små historier om selv at føde deres børn på klinikken og hvordan det var. “Det er jeg virkelig glad for, jeg kom til at opleve,” siger hun. Hun har selv skrevet ud på Facebook og takket for de mange historier, der har været både rørende og sjove at læse. “Der har været nogle fantastiske historier imellem. Der var en, der skrev om hvordan han havde delt stue med en anden mand, mens de var indkaldt som soldater. Hurtigt fandt de ud af, at de begge var født på min fødeklinik på den præcis samme dag. I dag efter 42 år er de stadig bedste venner, skrev han. Et andet sted var der en ung pige fra Alabama, der skrev ‘Kære Gyda. Tak fordi du tog imod min far’. Alabama - det er da langt væk!” siger Gyda Weng. Hun har ikke tal på, hvor mange børn hun selv har taget imod som jordemoder. Men hun mener, at omkring 14.000 børn er kommet til verden på hendes fødeklinik fra den slog dørene op ved Rødovre Centrums åbning i 1966 til den lukkede efter jul i 1983. Helle Thorning-Schmidt, Sigurd Barrett og Jakob Ejersbo er bare et par af de kendte mennesker, der også er født her. Men det lå ikke i kortene, da den næsten nyuddannede Gyda Weng i slutningen af 1950’erne startede med en enkelt ambulant fødestue på Maglekær, dengang det stadig var mest normalt at føde hjemme. “Men så blev det så populært at føde ude, at jeg blev opfordret af kommunen til at lave en rigtigklinik i Maglekær. Men der var kun plads til otte senge, så da Rødovre Centrum blev bygget i 1966, flyttede vi derover,” fortæller hun. Her var 21 sengepladser og tre fødestuer. Kvinderne fødte på det offentliges regning, men kunne få enestue, hvis de selv ville betale differencen. “Dengang lå barselspigerne der i otte dage, men man kunne godt føde ambulant, hvis man ville. Jeg rådede dog altid de førstegangsfødende til at blive, så de var sikre på, at amningen var i gang. De andre mødre blev der som regel også, for de vidste jo, hvad der ventede derhjemme,” siger hun og ler. For på klinikken fik man maden serveret og hjælp til det meste.

KLAR TIL FOTOGRAFERING
En gang om ugen kom der en fotograf fra Vanløse og tilbød at tage billeder af de nybagte mødre og deres børn. Derfor findes der mange billeder af barselsmødrene,
der poserer i sengen med deres nyfødte. Her er det Ruth Mørch, der i dag er formand for seniorrådet. 

 

DET VAR ET STORT ANSVAR
Gyda Weng var nu endt som leder for en virksomhed med 42 ansatte, der talte alt fra køkkenpersonale til sygeplejersker og jordemødre. Og dertil kom de seks læger, der skiftedes til at være i vagt på klinikken, men som dog ikke var ansat under hende. “Jeg kan godt sidde og tænke lige nu, at det jo har været et fantastisk stort ansvar. Selv når jeg ikke var der, var det jo stadig mit ansvar. Og det var hårdt nogle af de år, for jeg kunne jo ikke altid tage ferie på samme måde som andre,”
siger hun. Dengang mødte Gyda Weng altid ind før 6.30 for at være sikker på at møde det personale, der havde haft vagt om natten, før de gik hjem klokken 7.
“Og jeg gik aldrig i seng før klokken 23, hvor der havde været vagtskifte,” fortæller hun. Hendes mand stod for alle indkøb til klinikken, og der var nok at se til, bare med maden. For man fik altid to retter til hvert måltid på hendes klinik.“Jeg havde et helt fantastisk personale. Men det kan man også mærke på Facebook ud fra de
ting, de har skrevet om klinikken derinde,” siger hun rørt over, at hendes gamle kolleger også har kommenteret på opslaget om fødeklinikken. Hun husker tilbage på dengang, de klarede hele 11 fødsler på ét døgn, det højeste antal i klinikkens historie. “Vi sov jo ikke det døgn, men hvor havde vi det dejligt bagefter. Vi var slet ikke trætte,”siger hun glad og fortæller, hvordan hun ofte selv lige kiggede ind, hvis hun gik forbi en fødestue og kunne høre, at barnet var lige ved at komme til
verden.


SENDTE FAR NED EFTER FLØDEBOLLER
Fædrene var altid med til fødslerne, hvis de selv ønskede det. Kun få undslog sig, men Gyda Weng husker stadig en far, der kom for at se sit nyfødte barn, som fik denne besked fra de drillesyge jordemødre: ‘Du er godt klar over, at når den lille er født, så plejer vi at få flødeboller?’ “Så gik han ellers ned i centret for at købe flødeboller til os alle sammen,” griner hun, og tilføjer at nybagte fædre er så nemme at lave sjov med. Da alle fødeklinikker ved årsskiftet 1984 blev lagt
ind under Staten, lukkede Gyda Wengs Fødeklinik imidlertid. Det sidste barn blev født på klinikken 26. december 1983, og Gyda Weng selv blev derefter leder
af en ny fødeafdeling på Glostrup Hospital. I dag har hun været pensionist i mange år, men med en datter, der også er jordemoder og et barnebarn, der er læge på fødeafdelingen på Herlev Hospital, bliver minderne stadig jævnligt genoplivet. “Det har været pragtfuldt at hjælpe alle de børn til verden. Et rum hvor der fødes, er jo et rum fuld af følelser, og det gælder for alle i rummet. Vi ved jo godt, at det kan gå galt, men når barnet kommer, så er det jo fantastisk,” siger hun.