Rødovre Bibliotek

Biblioteker

Login

Her er du:

Ugens bøger 35

Ugens bøger 35

Så blev det tid til den sidste omgang ugens bøger i denne omgang. Håber i har haft glæde af de gode, spændende, interessante, sjove, underholdende eller tankevækkende romaner vi har haft fundet frem til jer.

 

 

Joanna Trollope – søster og bror

Denne historie handler om Nathalie og David. De er født af to forskellige kvinder, men blev som børn adopteret af det samme forældrepar. Efter en tryg barndom og god opvækst i en kærlig familie, er de som voksne stadig tæt knyttede. Men en dag sker der noget, som får Nathalie til at beslutte sig for at opsøge sin biologiske mor. Hun overtale David til at gøre det samme, men hvor rigtig beslutningen end virker, så skal det vise sig at være en kompliceret affære.

Trollope beskriver med stor psykologisk indsigt, hvad den søgen og de møder, den medfører, betyder for dem selv, deres ægtefæller, deres børn, for adoptivforældrene – men også for de ”rigtige” mødre og deres familier. Selvransagelsen er stor, problemerne står i kø, ingenting er mere som det var, nogen bliver ulykkelige, børnene bliver bange og umulige, utroskab og svigt bliver et sidetema. Men Trollope ville jo ikke være Trollope, hvis det ikke også her lykkedes at samle trådene på en troværdig og skarpsindig måde.

Joanna Trollope er også i denne roman i stand til at holde mange bolde i luften på en ret ukompliceret måde. Bogen er nem at læse, sproget flyder flot, og der er masser af identifikationsmuligheder i persongalleriet.

Jose Frèche – Verdens tag

1. del i serien: Silkekejserinden

Farvestrålende og spændende eventyr med en kinesisk kejserinde, fromme munke, knap så fromme landevejsrøvere, udspekulerede smuglere og smukke kvinder, der alle på en eller anden måde er afhængige af den meget værdifulde silke.

 

Engang i Kina var silke mere kostbart end guld, og ufattelige rigdomme var forbundet med produktion og salg heraf. Historien foregår i året 655, og stedet er Silkevejen fra byen Peshawar i vest til kejserpaladset i Chang An, Tang-dynastiets hovedstad i Kina.

På Kejserpaladset er hoffet i oprør. Den unge kejser Gaozong har besluttet af ægte en smuk konkubine af femte rang. Dermed bliver den smukke og intelligente Wuzhao den mest indflydelsesrige kvinde i landet. Hun opdager at det kejserlige silkemonopol er blevet brudt, og beslutter sig personligt at påtage sig efterforskningen af den illegale handel med silke.

 

Herefter går jagten langs Silkevejen blandt smuglere, munke og landevejsrøvere. Man møder en eksotisk verden på baggrund af en smuk og barsk natur med oplysninger om trosretninger, ceremonier, hellige skatte og indsigt i menneskers lidenskab. En utrolig spændende velskrevet roman, og man mærker tydeligt at forfatteren, José Frèches, anses for at være en af de førende kendere af kinesisk kunst. I denne roman forstår han til fulde at kæde sin store viden sammen, lader den blive til en munter og vellykket historie.

 

Syntes du godt om 1. del, så læs også de andre bøger i serien:

2. del - Buddhas øjne. Læs en anmeldelse her

3. del - Tronranersken.

Magaret Atwood – Røverbruden

Tre kvinder fra Toronto ånder lettet op, da truslen mod familielivet, den billedskønne og samvittighedsløse Zenia er død og begravet. Men freden varer kun kort; heksen dukker op igen.

Zenia var smuk, intelligent og charmerende. Men hun var også ond, kynisk og snedig. De tre veninder Tony, Charis og Roz er fælles om at være blevet hensynsløst udnyttet af den dæmoniske femme fatale. Zenia misbrugte ifølge dem deres tillid, stjal deres mænd og bedrig dem i det hele taget på alle tænkelige måder for egen vindings skyld. Heldigvis er hun død og de tre veninder mødes jævnligt for at snakke om hende. Men en smuk oktober dag dukker hun pludselig op igen og spillet kan begynde forfra.

Poul Coelho – Zahir

En verdensberømt forfatter oplever at hans hustru, krigskorrespondenten Esther, forsvinder sporløst.

Han forsøger at skabe et nyt liv og at komme videre, men kan ikke gøre sig fri af savnet. Han vil gerne have svar på, hvorfor hans hustru forsvandt, og det bliver gradvist til en besættelse.   

I sin søgen efter den elskede sendes forfatteren ud på en lang rejse, fra Paris til Balkan og videre til stepperne i centralasien. Zahir handler om søgen efter kærlighed. Den fortæller om en rejse ind i sig selv og ud i verden i et forsøg på at blive genforenet med sin hustru.

Finder han nogensinde elskede? Og hvor meget går det ud over ham selv?

 

 

Se de øvrige anbefalinger her: "Ugens bøger"